Rundt om i kulturlandskabet er der steder, som udøver tiltrækning, og som man bestandig vender tilbage til. Herregården Bangsbo i Frederikshavn var èt af dem, hvor den nye godsejer blev den samlende kraft omkring nogle af de mest betydningsfulde danske kunstnere omkring århundredeskiftet – som kaldte sig Bangsbokredsen.

I 1891 køber godsejer Johan Knudsen Bangsbo, som havde en stor vennekreds blandt forfattere, digtere og kunstnere, og dermed blev gården et kulturelt og litterært mødested i årene mellem 1890 og 1910.

Kredsen om Bangsbo i 1890érne var Thorvald Bindesbøll (1846-1908), Herman Bang, (1857-1912), Gustav Wied (1858-1914), Alice Tutein (1869-1958), Carl Ewald (1856-1908), Holger Drachmann (1846-1908), datteren Eva Drachmann (1874-1954), digter og teolog Sophus Schandorph (1836-1901) forfatter Ida Schandorph (1840-1911), journalist, forfatter og litterær direktør på Gyldendal Peter Nansen (1861-1918), skuespiller og teaterdirektør Betty Nansen (1873-1943), skuespiller og teaterregissør Bjørn Bjørnson (1859-1942), skuespiller og prædikant Anna Larssen Bjørner (1875-1955), forfatter og debattør Agnes Henningsen 1868-1962), malerene Chr. Clausen ( 1862-1911), L.A. Ring(1854-1933), Elisabeth Schou (1863-1939), politiker, redaktør, forfatter og indenrigsminister Ove Rode (1867-1933) og forfatter Line Rode (1869-1936) maler Agnes Slott-Møller(1862-1937), forfatter Gustav Esmann (1860-1904) og Holger Federspiel (1868-1934) som havde glade sommerdag i det gæstfrie hjem på Bangsbo.

Herman Bang opholdt sig meget på gården, og han har blandt andet skildret den restaurering, som stuehuset gennemgik, mens Johannes Knudsen ejede gården. 

Arkitekten Thorvald Bindesbøll hyrede lokale håndværkere. til at der blev gravet i kælderen for at skaffe mere plads. Nordfløjen hvor der var mælkestue, ostekammer og bryggers, blev indrettet til beboelse.

Folkestuen og bryggers, blev indrettet til beboelse, og det gamle spisekammer blev til pigværelser.
Alle vægge, paneler og lofter blev renset og repareret, vinduer og døre blev fornyet – undtagen de to døre i billiardstuen, dejlige empiredøre med håndgjorte metalsirater. Der blev også tegnet møbler, malet vægfriser og skaffet kunst.

Omkring de tre hvide længer blev haven lagt med kurvede plæner op mod skoven, blomsterbede og hvide broer over voldgravens vand og åen. Mellem de hvide broer sejlede ænder og hvide svaner.
Fra østfløjens vinduer var der et langt blik over plænerne til det lille havehus og en slugt mellem gamle stier i to lige rækker. Her havde den ældste vej til hovedbygningen have ligget. Omkring gården og haven lå skoven med veje som hjulspor og bugtede stier med afskåret brænde i stabler.

Friske fisk kom fra stranden ved havet og ferskvandsfisk fra åen og fra voldgraven. Fra åen forsynedes voldgraven med frisk vand.

Over den gamle brønd på gårdspladsen byggedes en høj fontæne med en vase af Thorvald Bindesbøll med fire dyrehoveder hvorfra vandet plaskede, og billedhuggeren Anne Marie Carl Nilesen, som hed Brodersen før hun blev gift med komponisten, satte to stentigre til at holde vagt ved indkørslen før portbygningen.
Thorvald Bindesbøll tegnede et J og et K sammen i en ring og satte det som dekoration over porten.

I hvert rum, skrev Herman Bang, de rum som vort slægtleds kunstnere lærte at elske som et hjem, skabtes der linjer af enhed og ro.

Meget er ændret siden, men vi kan få følgeskab gennem datidens rum af en stuepige som daglig gjorde tjeneste i huset, for hun ved hvad hun taler om, for rengøring var hendes ansvar.

På gulvet lå et silketæppe, under et bords buede ben og et stort isbjørneskind, og mellem to stole og en sofa lå et tigerskind.
Dagligstuen havde vinduer såvel til gårdsiden som til haven.
Ved vinduer mod gårdspladsen med brønden stod en palme, og der var lysegrønne velourtæpper på bordene i samme farver som møblernes betræk.
Her var ovnen bygget af hvide kakler og gik fra gulv til loft og skulle fyres op som ovnen i havestuen.

På flyglet stod to prismelampetter og på et bord et spilleværk, en xylofon af krystal hvor hvert lille glas har sin tone.

Spisestuen var almueblå med røde streger, og over panelerne hang kobberkar og messingfade.
I skabet mellem vinduerne var der porcelæn, sølvtøj og glas.
Der var 24 stole og et bord som kunne gøres stort nok til 24 gæster.

Flere af gæsterne har med diamanter skrevet deres navne på Bangsbos ruder, Gustav Wied satte årstallet 1893 under sit.

I ladegårdens vognport stod mange vogne, og på kørehestene blev der ved særlige lejligheder lagt seletøj med sølvbeslag af kusk og tjeneren Viktor.

Godsejeren Johannes Knudsen bød altid sine gæster cigarer af sit eget mærke, hvor det uden på kassen stod der Bangsbo, inde låget var der billeder af gården.

Både fra godsejerens soveværelse og fra det største gæsteværelse var der adgang til badeværelset.
Dette gæsteværelse bliver mest brugt, fordi det var lettest at varme op. Her boede Herman Bang, Gustav Wied og Eva Drachmann.

Herman Bang var ikke kvindeagtig og pyntet, som nogen har fortalt. Men han var temmelig fattig, men godsejeren var god mod ham. Han havde altid mønt på lommen når han rejste derfra.
Herman Bang fik en fin forplejning på Bangsbo, hvor han tit gik ture i parken og haven som hans èt og alt.

På Bangsbo var der noget som hed den blå time, sommer tider kaldtes den også for den grønne time.
Det er fordi lyset fra parken havde et grønt skær. Så sad godsejeren og hans gæster i havestuen og slappede af og hyggede sig med absint og talte i ro og mag om kunst og filosofi.
Men det var forår, såtid og sommer fandt Johan Knudsen ud af, hvad Bangsbo kunne bruges til. Gæsteværelserne blev gjort klar, invitationer sendt afsted.
Men Herman Bang kom på alle årets tider når han havde brug for at blive trøstet.

Godsejeren havde den idé, at i en tung fredfyldt stemning gror og trives i det lune fællesskab.
Lad verden derude kives, nationer, klasser, partier, personer imellem. Men på Bangsbo får vi alle en pause i fred, en oase i venskab. Timerne der bliver til glade minder.

Gæsterne blev fyrsteligt beværtet. I den blå eller grønne time i havestuen var der rigelig udskænkning af absint og til den efterfølgende middag blev serveret adskellige retter af egnens bedste varer i den almueblå spisestue. Det var friske skaldyr, nyfangede fisk, kød af egne kreaturer, og bytorvets frugt og grønsager.

Der foregik altid noget på Bangsbo, fortæller Eva Drachmann, Holgers datter.
Hun var en hyppig gæst, hendes far derimod var ikke velkommen, han og Johan Knudsen havde mere et være uenige om end enige om. Han kom kun èn enkelt gang på kort visit på Bangsbo, og da var Johan Knudsen ikke hjemme.
Han skyndte sig at fjerne sig da han hørte hvem der var på vej.

Eva Drachmann (Holgers datter og gift med juristen Holger Federspiel) kom meget på Bangsbo og giver med syrlig sødme en karakteristik af godsejeren som »den pudsigste blanding af en eventyrprins og den pantsatte bondedreng«, og her er altså igen anslået den mærkelige blandingstone af noget dybt provinsielt og glitrende sofistikeret, som må have været en del af miljøet på Bangsbo.
Her samledes de smukke, de kloge, de rige - og de fattige. Sidstnævnte var kunstnerne, og den gang var der ingen Statens Kunstfond eller bibliotekspenge i hverken Herman Bangs eller Gustav Wieds levetid, hvor man enten skrev og tjente penge på det, eller også kunne man gå ad helvede til.
Man ser det hele for sig, på Bangsbo, at dér sad Carl Ewald med det ene lange ben slået nonchalant over det andet, dér Herman Bang (som ifølge Eva Drachmann gang på gang »opførte« sit dødsleje på Bangsbo, men under indtryk af al den dejlige mad og drikke bestandig kom til live igen) og hist Gustav Wied, om hvem nævnte Bang havde skrevet et miniportræt netop i situationen, ømt og spidst som kun den store kunstner kan: »Gustav Wied: sammenkrøben og forsvindende i sin stol, af hvilken kun hovedet rager frem, vimst og agtpågivende som hovedet på et firben, følgende med øjnene hver der taler, spejdende næsten men selv tavs. Hans latter, der kommer pludselig og døer brat, er al hans del i samtalen.

Mens drøftelsen stiger og paradokserne futter som knaldperler, strækker Wied sig i sin stol, strækker hele kroppen velbehageligt, som indsugede han alle vore latterligheder, der tvangfrit udfolder sig strækker sig næsten som et dyr, der på sandet rækker sig i selve solen.
Kun på tomandshånd taler han, eller spørger han. Thi hans samtale består altid af spørgsmål og tiest begynder han med de samme ord: »Er det ikke underligt, at...« som om alle de menneskelige urimeligheder, han dog kender så vel, alligevel hensatte ham i en bestandig og fornyet forundrede, ham, humoristen med det dirrende hjerte.«

Hvad der foregik på Bangsbo i de år lige før og lige efter overgangen mellem det nittende og tyvende århundrede med alle personer på gården i form af kokkepiger, stuepiger, gangpiger og malkepiger plus alle leverandørerne fra nær og fjern og kusken, der sad på bukken, og den smukke tjener i uniformen, der lod absinten dryppe og vinen flyde fra den tilsyneladende uendelige række af bourgogne- og bordeaux-flasker, som de knudsenske kældre rummede.
Der var tale om en overdådighed, som ind imellem havde almissens karakter, ingen af de pengesvage kunstnere forlod Bangsbo uden at have en ekstra skilling på lommen.
Men der er ingen tvivl om, at den livsform, som gik ned, da Johan Knudsen solgte Bangsbo i 1909 til den tvivlsomme gullaschbaroner omkring Første Verdenskrig, har været synonym med en dekadence, som var mere tilstræbt end medfødt, mere kunstig og iscenesat end den kedsomhed og fortvivlelse, den måske var med til at camouflere.
Men tilbage står, at godsejeren til Bangsbo var en gæstfri og rar mand, ingen tvivl om det.